Jeg hedder Camilla. Jeg er årgang 1977.

Som barn og ung følte jeg mig anderledes. Jeg følte ikke jeg passede ind, så jeg  forsøgte at finde fejl ved mig selv, som jeg kunne rette op på for at blive “rigtig” og som “de andre”. Særligt min krop stod for skud. Der var alt i vejen med den, bl.a. var den alt for tyk, mente jeg. Det blev starten på en krig mod min krop, hvilket resulterede i yoyo-vægt og en mangeårig og sejlivet spiseforstyrrelse. Først når min krop var slank, kunne jeg acceptere mig selv, mente jeg. Jeg afholdt mig fra mange gode oplevelser, som jeg ikke mente var for mig, fordi jeg var for tyk. Jeg straffede mig selv dagligt, ved at tænke nedladende tanker om mig selv for ikke at kunne tage mig sammen til at tabe mig.  Jeg nægtede at give op på den perfekte krop.

Mange mennesker på min vej, forsøgte at trænge igennem til mig og forsøgte at få mig til at forstå at jeg var god nok uanset min vægt. Det, jeg mødte i min virkelighed, sagde mig noget andet. Medierne fremstillede den ideelle kvindekrop som værende slank. Da jeg engang gik til læge pga. smerter i min ryg, fik jeg besked om at jeg burde tabe mig lidt. De fleste af mine slanke veninder var også utilfredse mere deres kroppe, selvom de var slanke. Så hvordan kunne min større krop være ok? Det var svært at finde smart tøj. I teenageårene var jeg nødt til at købe tøj til damer for at finde noget, der sad pænt.

Alle indikationer pegede på idealet, slank. Dengang var alle enige om, at for at være sund, skulle man være sund. Der var ikke noget, der hed vægtneutral sundhed og intuitiv spisning.

Jeg har derfor selv måtte finde min vej tilbage til kærligheden til mig selv. Jeg skulle helt op sidste i 20’erne før noget begyndte at trænge igennem min mur af selvfornægtelse.

Jeg var kommet til den konklusion, at jeg måtte arbejde med mine traumer, før jeg kunne lykkes med et vægttab. De næste 15 år gik med egen terapi og traumeforløsning. På denne rejse skiftede mit fokus mere og mere. I starten var jagten på vægttabet det, der drev mig længere og længere ind i selvudviklingens vej. Jo tætter jeg kom på kærligheden til mig selv, jo mindre betød det, hvordan min krop så ud.

Jeg troede at min vægt stod i vejen for at jeg kunne gøre det ting jeg drømte om i livet. Nu indser jeg at det var mig selv og min stædige overbevisning om at jeg var for tyk, der begrænsede mig.

Nu gør jeg alle de ting jeg drømmer om. Heldigvis har jeg aldrig haft en drøm om at blive balletdanser. Jeg er ikke slank og det er helt ok. Det betyder ikke noget længere. Jeg har opnået alt det, jeg først troede kunne opnås når jeg var slank, bl.a. frihed. Frihed indeni. Fri for negative tanker, fri til at være mig, fri til at udfolde mig og fri til at hjælpe alle de kvinder og mænd, der stadig er i krig mod deres kroppe og som lider derunder.